Installation af Dyna DS2-2  -  Elektronisk tænding-

Her vil jeg beskrive hvordan jeg installerede et sæt Dyna DS2-2 Elektronisk tænding på vores B1.

(Tryk på billederne for at se dem større).

Indledning og beskrivelse.

Efter først at have villet installere et "tændingsforstærker" elektronik-byggesæt, har jeg efterfølgende købt og monteret et færdigt sæt. Hovedgrunden er at jeg tror at der vil trækkes for meget strøm med DIY-sættet. Jeg har købt en DYNA DS2-2 elektronisk tænding, som er en traditionel elektronisk tænding som bibeholder den mekaniske avancering af tændingstidspunktet. Andre modeller, som eks. den Boyer Bransden, Sven Erik har monteret, overtager også den mekaniske (inerti eller centrifugal-baserede?) og derfor fjernes alt det "gamle" fra originaltændingen. Om der reelt er forskel i ydeevne eller brændstofforbrug, skal jeg ikke gøre mig klog på.

Når man modtager sættet i en lille papæske, er der følgende i æsken:

Tændingspladen med de 2 "pickups" med tilhørende elektronikenheder og kabel til eksisterende el-tilslutning..

En "giver" med magneter, som placeres på akslen hvor platinerne tidligere blev påvirket af "knast-punkter".

En strømtyv..

En pose der indeholder en blå ledning til erstatning for den gamle blå/røde, som går fra olietrykskontakten under tændingsdækslet op til en tilslutning under sædet. Hvorfor man ikke bruger et kabelbundt med en leder mere i til olietrykskontakten, forstår jeg ikke; det ville gøre ledningsførelsen både nemmere og mere sikker, da der så ikke "flagrer" en "løs" blå ledning rundt.. Endnu mere ulogisk, da den tilsluttes det samme ledningsbundt som pick-up'er  og tændspoler.

                                 

En unbrakonøgle (Ikea!!) til at justere "pick-up'erne" med.

En installationsvejledning og en fejlfindingsvejledning.

Installation.

Jeg startede med at afmontere den gamle tændingsplade ved at fjerne de 3 skruer der holder pladen fast.

Afmonterede "knastakslen" ved at holde kontra med en 17mm nøgle på den inderste "holdemøtrik" og løsne bolten med en 13mm nøgle. På billedet ses også ledningen til olietrykskontakten.

                       

Ved at "tvinge" vægtene (ved grønne pil) med fjedrene ud, kan man trække "knaststykket" af akslen. Efter at have olieret de forskellige dele let, monterer man den ny giver på avanceringsakslen, monterer denne på akslen igen, således at det runde mærke på giverens yderside er til venstre side når man ser udefra. 1 og 4-mærket på avancerings"pladen" skal pege opad mod mærket i motorblokken. Det er også nu man monterer olietrykskontaktledningen..

Jeg valgte at bruge noget krympeflex til samle tændingskablet og olietryksledningen indtil stellet og videre derfra samlede jeg flere steder med tape som beskyttelse; specielt dér hvor kablet holdes fast af de 2 metal-ledningsholdere.

                                              

Efter at have ført kabelbundtet op til hulrummet mellem bagskærm og luftfilterhuset, blev de forskellige ledninger forbundet. Bemærk at det er farven på de 2 mærker der gælder og ikke farven på de enkelte ledninger. Der er også en rød ledning i kabelbundtet; den er til 12 volt. Dyna anbefaler at man kan bruge den medfølgende strømtyv til at snuppe 12 volt med på den gul/røde ledning under tanken. Da jeg ikke har så gode erfaringer med strømtyve (men med smørtyve), valgte jeg at lodde forbindelsen og komme et stykke krympeflex udenom. Lodning giver en bedre forbindelse.... (Undskyld de rystede billeder)..

                                                 

Justering og afprøvning.

Først monteres en prøvelampes ene ende til eks. den sorte ledning på venstre tændspole; den anden ende tilsluttes stel. Nu skal den statiske indstilling for cylinder 1-4 foretages. Dette gøres ved at holde giveren drejet mod højre, så vægtene og fjedrene er i "max" position. Det er lidt akavet, men kan lade sig gøre. Samtidig med at man holder giveren i denne position, tørnes motoren rundt i urets retning med eks. 17mm nøgle på den store møtrik, indtil prøvelampen lyser. Hvis man kommer "for langt", må man køre hele vejen rundt igen; man må ikke dreje baglæns.

Den samme procedure gælder for cylinder 2-3; her tilsluttes lampen bare til den grønne på den højre tændspole. Hvis ikke man kan justere begge "sæt" ved at dreje den store plade, må man løsne eks. pick-up'en for cylinder 2-3, med den medfølgende unbrakonøgle og forsigtigt justere lidt op og ned til den er der. Man kan også bruge en tændingspistol; der kan man også se om avanceringen fungerer korrekt. Når dette er gjort, er det bare at montere tank, batteri og sætte nøglen i og trykke på startknappen....

Færdigmonteret og forhåbentlig klar til mange års trofast tjeneste..

 

Back

Verner maj 2008 - giv et praj, hvis du opdager fejl..

Copyright © 2008 by www.109-serie3.dk. Materialet på disse sider er beskyttet af gældende dansk lov om ophavsret.

Design downloaded from Free Templates